Don't forget, your life

Eáránë sad på sjæl-engen. Hun havde ikke været der siden hun var lille pige og så nu minderne vælde op i hende, med de gode tider hun havde haft der.
Hendes blodrøde øjne hvilede ned i jorden og hun var iført sin lange røde kappe og hendes lange brune hår var opsat i en flot frisure

Et stort hul i jorden kom til syne som jorden blot så ud til at falde ned til et bundløst hul få meter fra søen før Elvolganta roligt trådte frem fra dybet og så sig lidt omkring, for at se om her var noget spiseligt men da han ikke kunne se noget fastgjorde han roligt i sit stille sind at her ikke var andre end ham selv

Hun havde lukkede sine øjne mens hun blot så minderne flyve igennem hendes hovede. Krigen ønskede hun ikke længere at styre og hun ønskede blot at de ansvarlige for hendes forældres død kom til at bøde for det. Andet ønskede hun ikke.
Hun sukkede stille af savn over gamle dage

Han bevægede sig med rolige og lette trin omkring søen i sin søgen efter liv, men så dog endnu ingen

Hun lagde sig ned og åbnede så øjnene. Hun lyttede stille til de lette trin, mens hun holdte vejret.
De blodrøde øjne trillede rundt i hovedet på hende, for at se om hun kunne få et glimt af det som lavede de lette trin

Han forsatte ufortrødent sin roligt gang om søen og nærmede sig stille hende uden selv at vide det

Hun nøs idet en tot hår irriterede hendes næse og hun satte sig derfor op med et sæt.
Hendes blege hud skindede og hendes blodrøde øjne så sig omkring

Han så stift mod stedet denne pludselige gennemtrængende lyd var kommet fra, og så hende hurtigt og et stærkt had voksede hurtigt i hans mørke sind, og han begyndte nu at gå med faste og hurtige skridt imod hende

"Elvo" sagde hun kort og godt for sig selv idet hun hærte hans skridt nærme sig hende. Hun rejste sig op og vendte sig mod ham

"Godaften Eáránë" sagde han kortfattet og koldt før han stoppede et par meter fra hende

"Godaften" svarede hun ligeså koldt igen
Hendes blik hvilede på ham

"Det var dog i sandhed en ubehagelig overraskelse at finde dig her, nu" bemærkede han i samme kolde tonefald og lod sit blik stirre stift på hende

"Man kan vel kun sige i lige måde" Sagde hun blot og gengældte hans stirren
Hendes hår havde løsnet sig en smule og kappen hang nu halv nede af hendes blege skuldre og corsetet afslørede hendes guddommelige kavalergang.
Sådan var hun altid klædt og hun trak nu kappen lidt længere op