Sidens Racer!

Vampyrer er væsener der har brug for at suge blod for at overleve. Nogle tåler ikke sollys mens andre gør (hvis man skal kunne det, skal man havde en særtilladelse af admin), og de hader kors. Ikke at det skader dem, de bryder sig bare ikke om det. I de mange hundrede år har de udviklet sig til at hvis de vil, beholde deres menneskelige følelser.

De er meget stærke og har kun én over sig. Nemlig Fyrst Dracula.

Vampyrer er, over for sin egen race, et utroligt sensuelt væsen. De elsker nærkontakt fra det modsatte køn.
Det bruger de også meget godt af når det skal skaffe deres føde og de vil lokke mennesket ind i en gyde og spise blodet der.
De halshugger næsten altid ofret bagefter, for ikke at skabe en ny vampyr.

Alt efter alder bliver styrkerne ved at være vampyr mere tydelige og fremtrædende. Gamle vampyrer er ikke indtørrede, halve lig men derimod stærke, intelligente og kloge sjæle fanget i kroppe der næsten ingen smerte kan mærke på grund af det stadie af "død" som de er på. Vampyrer dør ikke af alderdom men skal slås ihjel for at dø, deres udseende bedømmes som regel efter den alder de var da de blev forvandlet (hvis Inficeret) eller ud fra deres mentalitet og forhold til omverdenen og omgivelserne (hvis født som vampyr). De er forførende, smukke og dødelige.
Der er 3 forskellige "rang" i vampyr samfundet:


- Fuldblod vampyr (en vampyr der ikke har en halvblods vampyr eller inficeret vampyr indenfor 3. generationer før sig på begge sider af familien (oldeforældre, bedsteforældre, forældre osv.) )

- Halvblods vampyr (En vampyr der er blevet født af enten to halvblods vampyre eller en inficeret vampyr og en halvblods vampyr eller en fuldblods vampyr og halvblods vampyr eller inficeret vampyr og fuldblods vampyr eller en fuldblods vampyr og en af en anden race)

- Inficeret vampyr (en person som er blevet bidt af en vampyr, uden at blive halshugget bagefter)



Varulve er mennesker, som bliver til en ulv ved fuldmåne.
Når de forvandles kan de ikke længere kende forskel mellem ven og fjende og andgriber alle som kommer nær dem.
De kan dog bevare deres normale menneske sind med noget hjælp fra heksene og troldmændende. Nemlig deres stormhatte eliksir.

Varulve svare kun på sin egen arts kald.

Man kan blive født som en varulv, men bliver man bidt af en er man også smittet og forvandles til en varulv ved hver fuldmåne.
En person, som er blevet bidt til en varulvs første fuldmåne er utrolig smertefuld.



Akaierne er ældgemle væsner som bor i undergrunden. De ligner normale mennesker, de har dog en del ar og man ser dem meget sjældent med en anden øjenfarve end rød/sort. Deres hår er som regel en smule mere slidt eller pjaltet og deres tøj er meget lappet, når de er underjorden, kommer de op, ligner de mennesker på en prik.
Nu kan det godt være du undrer dig over hvad jeg mener med ”kommer op”, men det er fordi at de skjuler sig nede i undergrunden, hvor der er varmt og tæt lukket luft.
Når de kommer op er det for at skaffe føde. Dens føde består af menneske sind, så den forføre et menneske ind i gyder, hvor den derefter tager fat i deres tindinger og så suger sindet ud og efterlader mennesket.
Den har brug for et menneske sind omkring hver anden til tredje måned og de dukker som regel op i flokke på omkring 3-4 stykker.
Den har mange magiske evner. Den kan både løbe stærkt og er ekstremt stærke(ligesom en vampyr, bare stærkere) men ud over det, så de har meget svært ved at dø, ellers går de blot i dvale og det eneste den frygter, er guld og det vil jo så sige at den ikke er til at jage væk, med mindre man har guld på sig.
Grunden til dens angst for guld er simpelthen fordi at det er det der gør at den falder i dvale, og hvis guldet ikke fjernes brænder det dens krop op (hvilket er det eneste der kan slå dem ihjel).
Akaier er et utroligt voldsomt og voldeligt væsen, men i nogle tilfælde er de også utrolig kærlige.
Hvis man er rigtig heldig, kan man gøre sig venner med en Akai, men det er kun andre magiske væsner, da mennesker jo er deres føde og de har svært ved at blive venner med deres egen føde(hvilket jo er forståeligt nok).