A day i'll never forget

Eáránë gik igennem den dunkle by. Helt dækket af sin kappe. Hun havde ikke været udenfor slottet længe og tænkte at nu var natten alligevel så smuk at hun godt kunne gå en tur deri.
Kappen slæbte sig efter hende i takt med hendes skridt. Hendes blodrøde øjne var fæstnet til jorden

preston havde tænkt det samme at nu var natten så smuk at han kunne gå en tur. han havde fri og gik med en silke kappe på. han havde en dolk og et svær til at hænge i skeden i et bælte som altid

Hun havde ingen set og satte sig derfor hen på en bænk. Hun tænkte at mange nok var ude for at skaffe blod

presto kom stille gående og så en sidde på en bænk han gik forbi hende ved bare at veksle et blik

Hun havde stadig hverken set eller hørt nogen. Hun slog hætten tilbage med et let smil på læben

presto stoppede op og vidste ikke helt om han havde set rigtigt men efter lidt tid valgte han at gå lidt videre

Hun strakte sig og gabte kort

presto vente sig om og smilte "goddag du god dronning" sagde han høfligt og smilte

Hun smilte roligt
"Goddag min gode herre" smilte hun

"hvordan går det ellers?" spurgte preston og satte sig ved siden af hende "man kunne lige ane at han gjore sig umage med at snakke høfligt

Hun så på ham med de blodrøde øjne. Hendes blik var alvorligt og gennemborende
"Det går fint, min gode herre" Sagde hun overlegent

"det var da meget godt" sagde presto og smilte

Hendes brune hår hang løst ned af hendes ryg og hendes blege hud lyste op i månens skær

er der noget galt min gode dronning?" spurgte preston høfligt

"Hvad skulle der være galt?" Spurgte hun, idet hendes øjne igen så gennemborende på ham

"det ved jeg ikke, de virker bare så fraværene" svarede preston høfligt

"Jeg tænker på krigen" sagde hun roligt med det gennemborende blik "Den skal jo værnes om konstant"

"det er selfølgelig rigtigt" ssvarede preston høfligt og smilte

"Og jeg har stadig ikke fået hævnet mine forældre" sagde hun kort og så rundt i byen

"det er svært at finde de rigtige væsner som man leder efter" sagde preston alvorligt

"De er ikke svære at finde, men svære at nå" sagde hun roligt

"okay" sagde preston venligt

Hun sagde intet men så blot rundt i byen.
"Utroligt at folket skal vælge den selvsamme dag at spise på" mumlede hun utydeligt for sig selv

"ja det må du nok sige" svarede preston "og det undre jeg mig lidt over"

hun så spørgende på ham. Hun troede ikke han havde hørt det