Vrede er godt?

Eáránë sad i den store slots stue. Hendes brune hår var sat slasket op og hendes blodrøde øjne stirrede vredt ned i en bog. Hendes tunge værnede om de spidse tænder og de lange tynde fingre holdte godt fast i bogen

Aina kom ind i stuen. Hun trissede lidt rundt mere eller mindre hvileløst. Hendes hvide hår hang løst og glat, mens det kunstige lys legede i de små naturlige sølvglimt.

"Hej skat" Sagde Eáránë roligt, men stirrede stadig ned i bogen

"Hej mor." mumlede hun, mens hun så rundt i stuen. Af ren rastløshed begyndt hun at lade en finger glide over nogle bøger i bogreolen, som om hun ledte efter en bestemt bog.

"Leder du efter noget, min kære?" Spurgte hun og slap nu blikket fra bogen og vendte det mod hende

Aina rystede let på hovedet. "Nej... Jeg keder mig bare..." svarede hun roligt med et let suk.

Hun lukkede bogen sammen
"kom herhen, min kære" Smilte hun varmt og forsøgte at skjule sin egentlig vrede

Aina gjorde som hendes mor sagde. Hun havde intet at tage sig til alligevel, og gik derfor hen til sin mor.

Hun smilte stadig varmt
"Er der virkelig slet intet at give sig til" Spurgte hun mildt

Aina trak let på skuldrene. "Lige nu er jeg fantasiløs." Det var ikke helt sandt, da hun havde overvejet at tage afsted til menneskenes by og feste igennem natten lang sammen med dem.

Hun aede hendes kind
"Du plejer da nemt at finde en fest at tage til" Smilte hun

Aina nikkede stille "Ja... overvejede det nu også." smilte hun skævt. Hendes mor kendte hende, hvilket til tider både var godt og skidt.

"Der er måske ingen fest, min kære" spurgte hun

Aina trak let på skuldrene og så væk "Fest er der altid." svarede hun roligt, før hun så på sin mor igen.

Hun smilte skævt
"Ellers kan man altid selv skabe en" Sagde hun og blinkede

Aina trak let på skuldrene. "Så skal man være vært og man kan ikke bare forsvinde i mængden."

Hun smilte roligt
"Det er selvfølgelig rigtig, min kære"

Aina smilede stille og skævt. Hun foretrak at være midtpunkt en tid, indtil hun fik snoet en eller anden om sin lillefinger, hvorefter hun kunne forsvinde i mængden.

Hun grinte lidt
"Men som sagt er der altid en fest et sted. Du skal bare passe på Akaierne og Varulvene"

Aina nikkede. Hun vidste det godt, selvom det ikke havde holdt hende fra at flirte med dem, indtil de opdagede hvad hun var. Selvom det et par enkelte gange ikke havde haft nogen betydning for dem, da hun allerede havde forført dem så langt, at de ikke for noget ville stoppe det. Dette var dog noget, hun aldrig havde nævnt.

"De er farlige væsner, men skal opgås med forsigtighed" sagde hun roligt

"Jeg ved det godt." svarede Aina let irriteret og lagde armene over kors. "Hvor gammel er det måske lige, at jeg er?"

"Jeg siger det bare, min kære" sukkede hun "Så sent som igår var jeg tæt på at ikke komme tilbage til slottet"

Aina så let overrasket på sin mor og lod armene falde ned langs siden igen "Hvad skete der?"

"bare en Akai der troede hun skulle til at spille smart" Sukkede hun "Jeg var ude for at finde mad, men hun dukkede op så pludseligt"